Kære medlemmer af Foreningen den 3. alder – A3
Du får nu et Nyhedsbrev fra A3, som lige vil fortælle om hvor vi er på vej hen, hvad vi har fået gjort og hvad du kan være med til efter sommerferien.
Foreningen har netop rundet de 75 medlemmer og hvis A3´ere er aktivistiske, så er dette allerede en temmelig kraftfuld skare. Den fornemmelse blev underbygget på vores første egentlige medlemsmøde den 30. juni, hvor vi etablerede en række aktive grupper. Ikke mindst aktionsgruppen i forhold til projekt faBRIKKEN, hvor drømmen om et stort hjertevarmt, værksteds-præget demokratisk kulturhus kaldte på handlinger, der er meget synlige.
Foto fra medlemsmødet den 30/6 hvor der i den grad blev udvekslet oplysninger
Men også gruppen der skal udvikle en nationale konference til afholdelse den 28-29 januar på Folkestedet (nu med 12 deltagere) og debatteatergruppen (også 12 deltagere ), der fra den 12 august mødes hver torsdag kl.13-16 på Trøjborg, fik ny stor opbakning.
Jeg har i overskriftsform kort sammenfattet en slags status. Den kommer her:
Status på Foreningen den 3. alder – A3s første halvår er her:
Tilbageblikket siger kort fortalt:
Etablering af sekretariat med kontor, hjemmeside, bank og DANløn. Tilskud fra Aarhus kommune i et år. En aktiv bestyrelse på 6-8 personer. En sekretariatsleder ansat på halv tid. Debatindlæg i pressen og i radioen. 75 medlemmer. Generalforsamling afholdt. Aktivgrupper om lokalesøgning og præsentationsmateriale om faBRIKKEN. En boggruppe i gang med små 30 interviews. En klog vandring til UKH (Ungdommens Kultur Hus). Afholdelse af tre livsalder-Laboratorier. Start for debatteatergruppen. Start af gruppe med konferenceplanlægningen. Masser af debat, snak og hyggelige stunder. Masser af Corona besværligheder. §18 ansøgninger bevilget 5.900 kr. i alt.
Udsagn fra vores Senior Laboratorium afholdt på Fjordsgade Fritids- og kulturhus
Fremadrettet:
Vil vi gerne involvere en masse mennesker i projekt faBRIKKEN. Vi støtter debatteater-gruppen (Stefi/Elsebeth) der mødes torsdage kl.13-16.
Vi indkalder til et nyt De Vises Råd. Vi har start på et stort projekt, som er en National konference om de nye seniorer. Vi laver en bog med 30 interviews af nye seniorer. Vi skal have gang i Kloge vandringer. Vi udvikler præsentationsmateriale om faBRIKKEN og A3. Vi afholder 5 laboratorier i løbet af efteråret. Vi skal til at skrive ansøgninger til fonde om støtte fremadrettet til A3 og Senior Instituttet. Vi vil lave onsdagsarrangementer efter behov. Og så skal vi da lave en masse sjove events og skabe debat, tænker jeg.
*
A3 er jo stadig en ny forening. Vi havde ordinær generalforsamling den 22. april. Udendørs pga. Corona. Og nu føler vi allerede, at tiden er ved at skifte. Vores første medlemsmøde i ” den fysiske virkelighed” er netop afholdt, så nu kan vi give den fuld gas, om alt går vel.
Som du ser, er der megen aktivitet på vej. Kender du nogen, som også er interesseret i at være med, så hiv fat i dem, gå ind på hjemmesiden www.foreningenden3alder.com , eller ring eller skriv til Carsten på sekretariatet. Så skal jeg nok tage kontakt.
Foto fra den første ”Kloge Vandring” til Ungdoms Kultur huset (UKH)på den gamle Amtssygehus grund. Her med oplæg fra Ruth Morell fra UKH.
Her kommer lige en salut fra talen på generalforsamlingen:
Super seniorerne kommer! Og vi udfordrer samfundene over hele kloden om at gentænke forståelsen af alder og tilbagetrækning.
Vi er de nye seniorer som har levet hele vores liv efter 2. verdenskrig. Vi er den største generation nogensinde og vi oplever at verden er voldsomt forandret i vores levetid.
Vi kan ikke se et samfund for os, hvor 25% af befolkningen skal leve passivt i 30 år. Vi vil ikke og vi tror slet ikke på, at samfunds-husholdningen kan holde til det. Vi bliver nødt til et revolutionere forståelsen af pension og tilbagetrækning.
Vi skal redefinere samfundets syn på aldring, så det lange ældre liv bliver fyldt med gode boliger, blanding af generationer, frivillig og fleksibel deltagelse på arbejdsmarkedet, muligheder for aktiv deltagelse i samfundslivet på alle planer, livslang læring, frihed til at være sig selv og til at udvikle sig og have muligheder for gode år hele livet.
Alt i alt er det bare med at se fremad og skabe nye muligheder.
I løbet af august måned indkaldes til møder i de aktive grupper. Der er initiativ til start af Kloge Vandringer og Debatteater og vi afholder også et onsdagsmøde (dato ukendt, men det er fra kl.16-18 på Huset Trøjborg).
I ønskes en skøn og dejlig sommer og et gensyn til august til alle.
Kærlig hilsen Carsten
Skriv dine drømme op… Foto fra aldersLAB
Comments